Prisen på svinekød har historisk set fulgt udviklingen i hvedeprisen. Det skyldes dels politisk styring af priserne og dels hvedeprisens indflydelse på foderpriserne og dermed produktionsomkostningerne for svinekød.
Der kan påvises en langsigtet tæt sammenhæng mellem priserne på hvede og svinekød. Men siden midten af 1990’erne er sammenhængen mellem priserne på hvede og svinekød stort set brudt sammen. Det tager nu betydelig længere tid at genoprette bytteforholdet, og det foregår langt mere kvalfuldt for landmændene. Hvor det før tog ca. et halvt år at genoprette halvdelen af bytteforholdet ved en ændring i hvede-prisen, tager det nu ca. 15 måneder.
Samvariationens kollaps skyldes liberaliseringen af markederne midt i 90’erne. Konsekvensen er, at priserne og bytteforholdet ikke længere er politisk styret. Derimod sker tilpasningen stort set udelukkende via udbud og efterspørgsel, hvor landmandens tilpasning af produktionen nu afhænger af 1) Psykologiske forhold, dvs. svineproducenternes langsigtede forventninger til korn- og svinepriserne og 2) Landmandens økonomiske og finansielle formåen. Priserne på foder og svinekød er to af de vigtigste poster i svineproducenternes regnskab. Afkoblingen betyder, at der opstår længere perioder med større afvigelser fra det langsigtede gennemsnitlige bytteforhold. Det stiller større krav til landmandens finansielle beredskab samt fokus på risikostyring for at opnå budgetsikkerhed og undgå tab.