Landmænd møder i stigende grad krav om dokumentation i forhold til arealanvendelse,
miljøtiltag og bedriftens økonomi og må derfor ofte bruge tid på databehandling og kontorarbejde. Ligesom i andre erhverv kan det være en barriere, at tid går fra egentlig produktion til mere dokumentation. Parallelt med den større datamængde er der også udviklet nye hjælpemidler og informationssystemer – som på den ene side skaber flere data – men som på den anden side også kan aflaste arbejdet i dagligdagen. Med dette studie er det forsøgt at afdække, hvor meget tid landmænd bruger på kontoret, og hvordan tiden fordeler sig på forskellige aktiviteter.