Strukturudviklingen i den danske agro- og fødevareindustri er gået stærkt i de seneste årtier. Resultatet er blevet færre, større og mere koncentrerede virksomheder. På flere områder er virksomhederne nu blandt de allerstørste i Europa. Den indenlandske strukturudvikling er i flere sektorer nu næsten fuldendt, hvorfor internationalisering er nødvendig for at skabe yderligere vækst og strukturudvikling. Internationaliseringen er hidtil især skabt via eksport samt markedsudvikling og -spredning, men gennem de senere år er opkøb og produktion i udlandet blevet vigtigere - og er nu flere steder den vigtigste kilde til internationalisering.