Strukturudvikling er mere end blot antallet af landbrugsbedrifter og deres størrelse. Andre forhold som specialisering, koncentration og ejerformer er også en del af strukturforholdene. Dertil kommer, at man også ofte inkluderer alle led i værdikæden fra forskning og udvikling, forsyningsindustrien, den egentlige landbrugsproduktion og til leddene forarbejdning, forædling, distribution, markedsføring, detailsalg og forbrug. Det er ikke noget mål i sig selv at fremme strukturudviklingen, men strukturudvikling kan være nødvendig for at forbedre landbrugenes og landbrugserhvervets konkurrenceevne.