DLF AmbA har udnyttet den danske komparative produktionsfordel, omkostningslederskab samt alliancen med danske frøavlere gennem ejerskab til at blive markedsleder. Frøavlskontrakten er central for forretningsmodellen, idet den bidrager til at skabe de bedste rammer for afsætning af frø og dermed for avl. Ledelsen har været fokuseret på og været i stand til at afveje medlemmernes behov for konkurrencedygtig afregning og samtidig at konsolidere virksomheden. Sidstnævnte har været afgørende for, at struktur-rationaliseringen af den danske og europæiske frøbranche er sket med DLF for bordenden. DLF har endvidere vist, at andels- og privatkapital kan forenes. Andelshavernes villighed til at lade selskabet opbygge økonomisk råderum er nøje forbundet med ledelsens evne til at fokusere og levere resultater på de strategiske resultatmålsætninger. Dialog om tiltag og mål er vigtig.