Gennem de seneste 15 måneder er vi blevet bombarderet med historier om, at priserne på dagligvarer er steget markant. Det begyndte for alvor efter sommerferien 2007, og fra starten har alle parter – eksperter, producenter, myndigheder og detailhandel – været enige om én ting: Det skyldtes de stigende råvarepriser.
Men undervejs er der kommet mange påstande om, at flere af parterne har udnyttet situationen til at øge deres avancer. Blandt andet har detailhandelen stået for skud. Det er muligt, at der er enkelte produkter, hvor avancen er steget mere end prisforhøjelsen, men der er andre, hvor den er faldet, og samlet set kan vi konstatere, at vores bruttoavance i denne 15 måneders periode ikke er forbedret, men tværtimod været sat under yderligere pres.